“Hvad, hvorfor og hvad nu?”

Hvor skal jeg starte? Jeg har efterhånden skrevet ti forskellige indledninger og endt med at slette dem alle igen, for helt ærligt, hvorfor prøver jeg at pakke det ind? Jeg har taget en beslutning om at droppe ud af mit studie. Bum, så er det på plads.
Jeg startede tilbage i september 2018 på VIA Design i Herning med speciale i branding og marketing med henblik på, at dette skulle være et springbræt til en karriere indenfor netop dette område.

I starten var jeg rigtig glad for det, virkelig. Om ikke andet, så var ideen om hvorfor jeg befandt mig der enormt tiltalende og nok også grunden til, at jeg i lang tid valgte at ignorere signalerne, som pegede i modsatte retning. Det var jo det jeg altid havde drømt om, var det ikke? Derudover fik jeg af vide fra både højre og venstre, op og ned, at det var det helt rigtige for mig og det her, det kunne kun blive godt! Trods dette, opstod der meget tidligt i forløbet en tvivl og derfra voksede frustrationen sig kun større, som tiden gik. Undskyldningerne ophobede sig og det blev i den første lange periode, grundforløbet på uddannelsen, som fik skylden for min manglende motivation og interesse. Det var faktisk først efter afslutning på 1. semester her i slut januar, at det stod klart for mig, at det jo ikke kun var det, men hele studiet.

Som grundsten ligger det mig på ingen måde nært, at være demotiveret eller en dagsdriver, tværtimod. Jeg har altid gået meget op i min skole og gjort mit bedste, når det kom til at aflevere resultater. Jeg er enormt målrettet og sætter først det sidste punktum, når jeg virkelig føler, at jeg har udrettet noget godt og gjort mit allerbedste, og gerne lidt til. Sådan havde jeg det langt fra på VIA Design. Derimod handlede det for mig til sidst om, at komme nogenlunde helskindet igennem ugen, for så vidt muligt at have en god weekend og derefter starte forfra mandag morgen – og det trækker altså virkelig tænder ud i længden, bare lige for visuelt, at give dig en forestilling om situationen.
Jeg deltog udelukkende, fordi det lige dér, så ud til at være den eneste vej at gå, for at komme til, hvor jeg en dag drømmer om at stå. Derudover har det været sindssygt svært, at indrømme over for sin omgangskreds og ikke mindst, sig selv, at man tog fejl – at det eneste man har lyst til, er at give op på det hele og blive i sengen når vækkeuret ringer. Og så er det, at man giver det en chance til og bilder sig selv ind, at det nok skal blive bedre, selvom man jo egentlig har indstillet sig på faktummet. Gang på gang, igen og igen. Det er slut nu. Jeg er færdig med at stå som en stående undskyldning. Jeg har ikke flere chancer og give af. Trods det er enormt vigtigt at mærke efter og ikke tage nogle forhastet beslutninger, tror jeg også på, at man på et tidspunkt enten bliver nødt til at acceptere og affinde sig med situationen eller sige fra. Og det har jeg gjort nu, sagt fra.

Jeg var ikke glad for det, og længere er den faktisk ikke. Det kunne både jeg, min omgangskreds og familie mærke. Med fuld bevidsthed om, at man selvfølgelig kan have dårlige dage og synes alting ramler, så skal antallet af de dage være markant mindre end de, hvor man synes studiet lever optimalt op til sine forventninger. Det skal dog lige understreges, at dette på ingen måder er en kritik af VIA Design som uddannelsessted. Jeg er sikker på, at de tilbyder en fantastisk uddannelse, så længe den studerende er motiveret og ikke mindst, engageret i indholdet.

Det var uden vejtrækning og med en galoperende puls, at jeg sendte ophørsblanketten afsted. Overtænkning er en af mine svageste siger, tænk nu hvis jeg skulle fortryde? Omvendt, hvorfor skulle jeg så det? Jeg har jo været så sikker. Sendt, det blev den i hvert fald.

I skrivende stund føler jeg mig lettet og glad for, at jeg har respekteret min mavefornemmelse, fremfor min fornuft, som oftest sejrer. Selvfølgelig skal jeg lige fordøje situationen, men i kraft af, at jeg i en længere periode har været indstillet på min situation, så ved jeg at det er det rigtige valg – for mig.

”Hvad, hvorfor og hvad nu?”– reaktionen, jeg får fra alle. Og ærligt, jeg har ikke et klokkeklart svar på dette. Faktisk, så ved jeg det simpelthen ikke. Jeg er 22 år gammel, har ingen børn eller forpligtelser. Det er nu jeg har lov at satse, jeg mener, hvornår skulle jeg ellers? Jeg tænker, at det trods alt er nemmere nu, end når jeg er etableret med villa, vovse og Volvo, forstå mig ret.
Som sagt, så troede jeg virkelig på, at VIA Design skulle bane vejen for mig. Jeg har ikke en plan B og har aldrig haft det. Jeg tror ganske enkelt ikke på, at et andet valg skulle komme til at bringe mere succes end den første indskydelse. Jeg skal i tænkeboks, overveje mine muligheder og handle derefter. Det eneste jeg pt. ved med sikkerhed er, at jeg vil vågne hver eneste morgen og være spændt på hvad dagen bringer, når jeg smækker benene ud over sengekanten. Jeg vil være min egen. Gøre en forskel. Skabe noget. Hvad end det så betyder. Det må tiden vise.

Jeg håber, I har lyst til at følge mig på rejsen. Af hjertet tak, hvis du har læst med her til – det betyder meget.
Selvom jeg kunne blive ved, vil jeg afslutte her og i stedet opfordre jer til at smide en kommentar vedr. yderligere spørgsmål eller henvendelser, omhandlende ovenstående emne. Derudover er I mere end velkommen til at dele jeres oplevelser, om det så er fordi I har stået i en lignende situation, eller modsat, er sindssygt glad for jeres valg af studie. Lad mig endelig høre.